Aalborg Rideselskab af 2006 (ARS) er en motionsrideklub, hvor voksne kan mødes om deres fælles interesse – heste og ridning i naturen. De ridediscipliner, som sædvanligvis prioriteres højt i de fleste klubber, har således en underordnet plads i ARS. Rideselskabet er en anderledes rideklub – mere et åbent forum, hvor voksne i Nordjylland – som måske ofte rider alene eller sammen med børn – lejlighedsvis kan samles med andre voksne om rideoplevelser i naturen. Gennem årene er klubben vokset. De nytilkomne medlemmer bor typisk ikke i Aalborg, så et mere dækkende klubnavn ville nu være Nordjyllands Rideselskab, men vi holder ved det gode, gamle navn.
Medlemmerne har typisk deres heste opstaldet hjemme ved sig selv, på andre private opstaldninger eller rideklubber. Man kører, hver især, rundt til de forskellige arrangementer, vi har et rigtig godt afregningssystem, så de der ikke selv har trailer, har mulighed for at få sin hest transporteret sammen med en anden klubhest.
Vi spænder vidt med hensyn til medlemmer og heste. Vores yngste medlem er født i 1986, og vores ældste medlem kunne let være hendes bedstefar. Vi har meget erfarne jagtryttere som medlemmer, mens andre i klubben ikke er meget for at springe. Vores medlemmer har lige fra meget store heste til små, friske islændere.
Rideselskabets aktiviteter
Det bedste overblik over, hvad der foregår i Rideselskabet, får man ved at klikke ind på hjemmesidens ”Afholdte arrangementer” og kig nogle år igennem. Hvis man klikker videre til ”Fotos” for de enkelte år, vil man tydeligt kunne fornemme den gode stemning, der altid hersker, når vi mødes. Et års arrangementer består af en række varierende aktiviteter arrangeret af os selv eller andre klubber samt en række faste ARS arrangementer.
Rideselskabets faste ridearrangementer har de seneste år været: løvspringstur i Svanfolk Bakker, 2-dages tur ved Vestkysten, 3-dages tur i Nordjylland eller andet sted i Jylland med overnatning på hø-hotel, Rideselskabets hubertusjagt, gløggridning I Himmerland, deltagelse i lette jagter i Nordjylland, lørdags eller søndags ture til Poulstrup Sø. Herudover har vi en række arrangementer, der opstår som ad hoc ideer fra medlemmerne. Det gælder blandt andet 1-dagsture til nogle af de gode ridesteder i Nordjylland. 1-dagsturene vil typisk være på lørdage eller søndage med start om formiddagen og afslutning om eftermiddagen. Der medbringes normalt madpakke til frokost, og der vanker et klub rundstykke inden start.
For at deltage i Rideselskabets ridearrangementer skal man beherske skridt, trav og galop. Hvis en deltager benytter en hest, som skal tilvendes ridning i flok i terræn, tilpasser vi farten. Desuden har vi erfarne, rolige heste, som de uerfarne kan følges med. Hvis vi er i områder med spring – f.eks. vores ”hjemmebane” Poulstrup Sø området – vil der være mulighed for, at feltet deler sig op i to dele på visse strækninger afhængig af rytternes lyst til fart og spring.
Klubben har også arrangeret rideferier til Polen og Spanien.
Vores populære aktiviteter uden heste omfatter blandt andet generalforsamling, julefrokost, vinterbadning og hyggelige klubaftener med kaffe og et glas vin – nogle aftener med et særligt formål, andre gange blot med grill eller hjemmebagt kage.
Aalborg Rideselskabs korte historie
Aalborg Rideselskab af 2006 er kun en årsunge født i marts 2006, men på en måde er der linjer langt tilbage i historien. Den 19. november 1878 blev “A/S Rideselskabet i Aalborg” stiftet. 35 år senere kom Sportsrideklubben for Aalborg og Omegn (SAO) til. De to klubber samarbejdede i nogle år, men det forløb bestemt ikke altid lige glidningsløst. Man kan vel sige, at SAO endte med at opsluge Rideselskabet. Den ridning der foregik i det fine gamle Rideselskab med masser af officerer, der red ture i naturen, mindede vist noget om det, ARS gerne vil stå for.
På en måde kan man sige at Rideselskabet igen er frigjort af SAO i fordragelighed, idet de første 14 medlemmer i det nye Rideselskab alle har været medlemmer af SAO i en årrække. Alle har også været medlem af den særlige OBG (Old Boys and Girls) gruppe i SAO, som prioriterede ridning i naturen og socialt samvær højt. Da ridning i naturen blev nedprioriteret i SAO, opstod tanken om at lade Rideselskabet genopstå.Måske et pudsigt navn i dag mere end 130 år efter det første selskabs dannelse, men til gengæld lidt gammeldags hyggeligt. Det lugter ikke så meget af konkurrence som “sportsklub” og “klub”, og signalerer på en god måde, det vi i ARS gerne vil med vores ridning.